Kunsthistorie
I begyndelsen var billedet!
Mit kunsthistoriske studie ved universitet i Hamburg i 1980erne bærer præg af de akademiske lærere Martin Warnke, Fritz Jacobs og Horst Bredekamp. Disse brød med de klassisk kunsthistoriske problemstillinger og sætte nye temaer på den kunsthistoriske dagsorden. ”Kunst som del af virkeligheden” (udstilling Frankfurt am Main 1976), ”sociale konflikters medium” (Bredekamp 1975) frem til deres stormfulde ødelæggelse fascinerede mig så meget, at jeg valgte at skrive PhD om ”Die nichtpolychromierte Retabelskulptur als bildreformerisches Phänomen im ausgehenden Mittelalter und in der frühen Neuzeit”.
Siden hen er titler blevet smidigere. Men interessen, ja fornøjelsen ved beskæftigelsen med vanskelige temaer er forblevet den samme. Spektret rækker helt fra forskning af kritiserede helgenbilleder mellem økonomisk og velgørende udnyttelse over maleriske alterbagsider (læs her på tysk i arkivet) hen til stormen af de gamle, grå mænd hhv. kommunistiske mindesmærker i begyndelsen af 1990erne.
Dermed rykker grundforskningen og blikket mod Øst- og Nordeuropa i fokus. Deutsche Forschungsgemeinschaft (DFG) muliggør den første bearbejdelse af middelalderlige træskulpturer og tafelmalerier i Lübeck – hvorved der sættes nye standarder for en omfattende projektrække om Slesvig-Holsten.
For den Deutsch-Russischen Museumsdialog er det historien, som omhandler overføringen af kunst- og kulturværdier fra tyske museer og andre samlinger til den daværende Sovjetunion i efterkrigstiden mellem 1945 og 1947, der står i forgrunden.
Gamle og nye kunsthistorier – der skuer hinsides by- og landegrænser imod Nord og Øst – alle kredser de om den systematiske afsløring, den præcise aftegning og den indtrængende formidling af (kunst-)historiske indbyrdes forhold, rammebetingelser og handlingsforløb.